Planter og lys

Luftfugtighed, indeklima, Kontor, vandkugle, vandvæg, vandkunst,
Luftfugtighed: Vandvæg gav Skanderborg Kommune bedre indeklima
17. juni 2019
Akustik, Strelitzia,
Planter og akustik på kontoret
12. august 2019

Planter og lys: Den komplette guide

Lys SKAL være den afgørende faktor for, hvor en plante står. Hvis din plante skal være flot i dag, i morgen og om et år, så er det altafgørende, at planten får den mængde lys, den behøver. Læs vores komplette guide til planter og lys og bliv meget klogere.

Hvis en plante skal trives på sigt, så du ikke får en dårlig oplevelse med en vissen plante, så er det altafgørende, at planten er valgt ud fra et realistisk synspunkt i forhold til lys. Selvom det i nuet kunne være pænt med et oliventræ, som er meget populært og ofte ses i boligprogrammer, så er det ikke altid en god løsning på sigt, hvis det bliver placeret for mørkt. Fordi kort tid efter du har købt det, vil du opleve bladfald, skadedyr og et træ, der mister hele siden pryd, hvis det får for lidt sol.  

Vi kan ikke holde til at se mere plante-mishandling, og derfor får du her den komplette guide til planter og lys.  

Nederst kan du desuden se en liste med planter, der kan stå mørkt.

Planter og lys skal hænge sammen

Lys skal være den afgørende faktor for, hvor en plante står. Trivselsfaktorer som temperatur, luftfugtighed og luftens CO2 er nogenlunde konstante i det samme rum, og selvom det er vigtige faktorer, så er det ikke ligeså afgørende for plantens liv, som lys er.  

For mange er det et problem at finde planter, der kan klare sig med lidt lys. Placeres planter for mørkt er det ikke et spørgsmål, om den mister prydværdi, men hvornår. For lidt lys afsløres ofte ved at de nederste blade bliver gule og falder af eller bliver mindre og har let ved at få bladskader.  

Som rettesnor kan det anbefales, at planter ikke placeres mere end 3-4 meter fra et sydvendt vindue eller 2-3 meter fra et nordvendt. Hvor væggene er lyse kan afstanden være større på grund af refleksionen fra de lyse flader. Om vinteren kan planterne med fordel rykkes nærmere vinduerne.

planter og lys, guide

Hvad sker der, når planter får lys?

Lys påvirker planternes vækst direkte. Nogle planters vækst styres af dagslængden som det kendes fra julestjerne og koraltop. Nogle arter kan dog ændre bladstillingen for at øge lysudnyttelsen, f.eks. Monstera, fredslilje, Philodendron, Dracana og Stuebirk. Også mængden af blade på planten og det enkelte blads opbygning afhænger af lyset. 

Optimale lysforhold inden døre findes i moderne væksthuse, glaskarnapper m.v., hvor 85-90% af det tilgængelige lys slipper ind. Almindelige vinduer slipper kun 25-50% af lyset ind afhængigt af vinduets opbygning. Hvis man så ovenikøbet stiller planten et stykke fra vinduet er lysmængden endnu lavere, og skaber større problemer for visse planter. 

Planter og lys: Nu bliver vi nørdet

Det centrale i alle planters liv er fotosyntesen, hvor lys, vand og CO2 i plantens grønkorn omdannes til kulhydrater, der som plantens byggesten og brændstof bruges til respiration, ‘vedligehold’ og vækst i nævnte rækkefølge.  

Helt nørdet set kræver en plantes overlevelse, at der gennem et år dannes og lagres mere tørstof end der forbruges i perioder med lidt lys. Derudover skal planter have en vis mængde lys til fotosyntese pr. døgn for at gro. Dette minimum, der måles som et gennemsnit over 2 til 3 dage, er ikke den samme for alle planter, men vi anbefaler et minimum af 800 lux i 10-15 timer pr. dag.  

Da planter produceres ved optimale lysforhold i drivhuse kan omstillingen til indendørsmiljøer være problematisk. For at imødekomme dét lader producenterne planterne i perioder udtørre. Det får planterne til at reagere på samme måde, som hvis der var mindre lys. På den måde forbereder man planten på overgangen fra drivhus til hjem eller kontor. 

Planter og kunstigt lys

Er der ikke nok dagslys, kan der suppleres med kunstigt lys. Her er det dog vigtigt at sætte sig ind i planternes lysudnyttelse. Planter udnytter bedst det ”gule” og ”orange” lys, ligesom man bør vælge en lyskilde, der har en farvegengivelse på mindst 80.

Derudover skal du ved kunstigt lys overveje afstanden, og hvilken retning lyset skal komme fra. Oftest er det en god idé at lade lyset komme fra samme side, som planten ses fra.

Hvad gør eksperterne med planter og lys?

Hos Jydsk Planteservice sørger vi altid for, at plantetyper til- og fravælges efter de lysforhold, der er ved kunden. Hvis vi ikke gjorde det, så ville både vores gartnere og kunder have den ene udfordring efter den anden, fordi planten ville tabe bladene, få skadedyr og miste sin dekorationsværdi, som bestemt af vores brancheforening. Det ville gøre vores planteservice endnu svære.  

Hvis en plante tilplantes, placeres korrekt, vandes, gødes og beskæres optimalt, vil den sunde plante også forbedre indeklimaet optimalt. Jo tættere du kommer på at give det optimale lys, jo bedre ”flow” kommer der i planten, og jo mere vil planten dermed generere af positiv effekt til et rum eller kontormiljø. 

Planter der kan stå i skygge
  • Dracaena-arter
  • Sansevieria
  • Aglonemaer-arter
  • Clusia
Planter der kan stå i halvskygge
  • Polycias-arter
  • Monstera
  • Ficus-arter
  • Howea

Har du brug for hjælp med planter og lys?

Så udfyld formularen herunder, så kontakter vi dig.

  • Træffer vi dig ikke på telefonen, sender vi en mail.
  • Vi forbereder os, inden vi ringer til dig.